TRÆNINGSSYSTEM
I Randers Freja Triathlon tilbyder vi målrettet træning fra begynderniveauet til elite. Når du har meldt dig ind i klubben, så holder vi dig i hånden i de første par måneder, så du kommer godt i gang med klubtræningen og din egen træning. Det er vores ønske, at du aldrig er i tvivl om hvor du skal træne og hvorfor.
I det følgende kan I læse mere om klubbens træningssystem og hvordan vi håndtere træningen for de forskellige niveauer.
Klubbens træningssystem
Vores medlemmer er alle på meget forskellige niveauer. Nogle medlemmer er begyndere, når det kommer til svømning, men f.eks. øvede i løb. Det giver udfordringer, når der skal trænes i tre forskellige discipliner. Klubbens træningssystem tager hånd om den udfordring, da nye medlemmer og etablerede triatleter altid kan se hvor de hører til og hvilken træning de skal deltage i.
Vi anvender opdelingen A, B, C og D for vores hold og træning, hvor A er de aller hurtigste. Som udgangspunkt starter du som D triatlet, men mange nye medlemmer har et område de er gode til f.eks. cykling. Så du kan sagtes være f.eks. D i svømning, C i cykling og B eller A i løb. Vores træning i alle tre discipliner er målrettet disse 4 niveauer samt vores Elite. Når du f.eks. møder op til tirsdags løbetræningen, så er der differentierede træning for de forskellige niveauer. Svømmetræningen er delt yderligere, da der er svømmetræning udelukkende for nye/begyndere på niveau D. Se oversigten med træningstider.
Vores mål er at alle medlemmer indenfor det første år som triatlet kan træne med på B niveau i mindst 2 discipliner.
Træningen
Klubben tilbyder svømme-, cykel- og løbetræning. Svømmetræningen er holdopdelt efter niveau, så du kun træner med andre på dit eget niveau. Cykel- og løbetræning har som udgangspunkt samme mødested og –tid, men træningen vil blive opdelt i hold (A, B, C og D). I perioden oktober til ca. midten af marts kører der kun 2 grupper ved cyklingen, dvs. A og B.
Træningen bygger på en sæsonplan. Indholdet af træningen er tilgængelig på vores hjemmeside og indholdet af udsendes via Facebookgruppen løbende.
Intromøde for nye medlemmer
Vi afholder intromøde for nye medlemmer i oktober/november, hvor klubbens træningssystem, træningstider og trænere præsenteres. I den forbindelse drøfter vi jeres forudsætninger/mål og I får ligeledes udleveret træningsprogrammer, som bygger klubbens træning. I kan sagtes starte med at træne, når I har lyst. Vores lær crawl har løbende optag og man kommer ikke bagefter, da der altid er stor spredning i niveauerne.
Intromøde afholdes i vores klubhus på Viborgvej 92a. Det røde hus ved siden af stadion.
Hvis du allerede er aktiv triatlet eller træner en eller flere discipliner, så vil uden problemer kunne følge klubbens træningssystem.
Svømmestart
Vi oplever et meget stort ønske om at lære at svømme crawl og vi har omkring 40-50 nye på vores lær crawl hold pr. år. De fleste kan cykle og løbe, men crawl er ofte en udfordring. Vi har 2 Lær crawl hold, hvor du kan lære crawl helt fra bunden. Vores mål er at du som ny hurtigt lærer crawl og kan ”rykke” op på et bedre hold. Som udgangspunkt starter du på vores "Lær crawl" hold, som er tirsdag og torsdag. Når du kan svømme 400m crawl på 10-12 minutter, så har vi også tider for mandag, onsdag og fredag, hvor der bliver svømmet lidt længere og hvor du svømmer efter programmer. Vi har løbende optag, så du skal ikke vente på at et hold starter. På Lær crawl er niveauet altid så nye kan være med. Der er løbende optag på Lær crawl, så du behøver ikke at vente med at starte.
Trænere
Klubbens trænere er uddannet og motiveret til at hjælpe dig med at indfri dine mål for din træning - uanset niveau.