SPAR KRON 1/4 JERNMAND

3. JUNI 2018

 
 

SPAR KRON 1/4 JERNMAND

Stævnet i 2017 blev en stor succes med 320 deltagere. Vi oplevede super hurtige løbetider og der var lidt ekstra krydderi på løberuten, som gik igennem Lemvigh-Müllers stålhaller. Vores primære fokus er forsat en professionel og effektiv afvikling af stævnet i samarbejde med Dansk Triatlon Forbund, dommere, marchalls og klubbens hjælpere. I 2018 arbejder vi videre på at gøre stævnepladsen endnu bedre og særligt tiltag, som specielt kommer de mange tilskuer til gavn. Der vil blandt andet blive mulighed for at købe mad og drikke på stævnepladsen og forsyningerne til deltagerne får også en opgradering. På vores Facebookside Spar Kron 1/4 Jernmand er der også en masse om stævnet, herunder billeder fra stævnet i juni 2017.

STÆVNET 2018

Randers Freja Triathlon er stolte over, i samarbejde med Sparkassen Kronjylland, at tilbyde et helt unik stævne på 1/4 Jernmand distancen, direkte i hjertet af Randers. Vi kan med rette kalde det unikt, for det er det eneste stævne i Danmark, hvor svømningen foregår i en flod. Gudenåen er Danmarks længste vandløb med i alt 158 km og udmunding i Randers Fjord. Svømningen foregår i den sidste del af Gudenåen og med skiftezone i centrum af Randers. Svømning i Gudenåen er en særlig oplevelse, hvor deltagerne svømmer i den skønneste natur kun få hundrede meter fra Randers Centrum.

GUDENÅEN ER LYNHURTIG (HVIS VEJRGUDERNE ER MED OS)

Vi kan samtidigt love, at det er en rigtig hurtig rute med de rigtige strømforhold i Gudenåen. Svømningen foregår med strømmen i Gudenåen, hvor de 950m kan tilbagelægges på under 10 min for de hurtigste svømmere. Cykelruten er langs Randers Fjord med en enkelt knold undervej. Men ellers masser af dejlig lige og flade veje. Den ene knold kan virke hård, når pulsen i forvejen er høj, men vi giver jer en rute med færre højdemeter end andre sammenlignelige triathlonstævner. Løberuten er en meget flad rundstrækning på ca. 3,5 km og underlaget er en blanding af asfalt og fast sti.

Stævnet er det perfekte stævne til dem som vil sætte PR på 1/4 Jernmand, men også for nye i sporten. Svømningen er væsentlig mere overkommelig end mange andre stævner grundet medstrømmen og bølger er der ikke meget af. Vandtemperaturen i Gudenåen er også noget højere end i havet.

Stævnet AFHOLDES d. 3. juni 2018